Hent Vedtægter som pdf

Vedtægter for Byforeningen for Odense

(stiftet den 8. april 1976)

§ 1: Foreningens navn og formål

Stk. 1
Foreningens navn er: Byforeningen for Odense.
Herudover benyttes binavnet: Odense Byforening.

Stk. 2
Foreningens formål er:

1.    at arbejde med emner vedrørende Odense Bys liv i fortid, nutid og fremtid.
2.    at øge interessen - i og uden for Odense - for Odense Bys liv i fortid, nutid og fremtid.
3.    at fremme bevarelse og udvikling af kulturhistoriske og æstetiske værdier.

Stk. 3
Foreningens formål søges realiseret bl.a. gennem møder, studieture og besøgsaktivitet samt gennem dannelse af interessegrupper. Herudover søger foreningen aktivt at deltage konstruktivt i den offentlige debat om Odenses udvikling og kulturbevarelse. Interessegrupper etableres af bestyrelsen efter foreliggende ønsker og behov. Foreningen arbejder på et partipolitisk uafhængigt grundlag.

Endvidere er Byforeningen for Odense fusioneret med ”Plant et træ” og arbejder således også for at fremme dette formål ud fra eksisterende kommissorium, som kan findes på foreningens hjemmeside.

§ 2: Medlemskab

Stk. 1
Foreningen har tre typer medlemskaber:

1)    Privatpersoner
2)    Foreninger
3)    Virksomheder

Enhver privatperson, virksomhed eller forening, der tilslutter sig Byforeningen for Odenses formål, kan optages som medlem. Generalforsamlingen fastlægger årligt kontingentets størrelse for de tre medlemstyper.

Stk. 2
Medlemsrettigheder forudsætter, at senest opkrævede medlemskontingent er betalt. Ny-indmeldte medlemmer opnår fulde medlemsrettigheder, herunder stemmeret, 14 dage efter, at de har betalt kontingent.

Virksomheder og foreninger har fuldgyldige medlemsrettigheder og har hver én stemme på ordinære og ekstraordinære generalforsamlinger.

§ 3: Generalforsamling

Stk.1
Foreningens højeste myndighed er generalforsamlingen, der afholdes hvert år i april eller maj måned.

Stk. 2
Indkaldelse til ordinær generalforsamling sker obligatorisk pr. e-mail senest 30 dage før generalforsamlingens afholdelse. Medlemmer uden e-mailadresse kan efter aftale med bestyrelsen modtage indkaldelse ved brev.

Stk. 3
På den ordinære generalforsamling skal følgende punkter være indeholdt i dagsordenen:

1.    Valg af dirigent
2.    Valg af referent
3.    Aflæggelse af beretning for det forløbne foreningsår
4.    Fremlæggelse af revideret regnskab for det forløbne kalenderår
5.    Behandling af indkomne forslag
6.    Forslag til budget for indeværende år
7.    Fastsættelse af medlemskontingent for de tre medlemstyper (§ 2 stk. 1) for det kommende kalenderår
8.    Valg af 3 eller 4 bestyrelsesmedlemmer, 2-4 suppleanter samt 2 revisorer.
9.    Eventuelt.

Stk. 4
Forslag (under dagsordenen pkt. 4) som ønskes behandlet, skal skriftligt være bestyrelsen i hænde senest 7 dage før generalforsamlingen med angivelse af forslagsstiller. Stillede forslag skal fremgå af foreningens hjemmeside senest 3 dage før generalforsamlingen.

Stk. 5
Bestyrelsesmedlemmers funktionsperiode er to år. På lige årstal vælges 4 medlemmer og på ulige årstal vælges 3 medlemmer. Genvalg kan finde sted.

Stk. 6
Generalforsamlingens beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed. Dog gælder særlige regler for vedtægtsændringer. Se §3 stk. 7.

Stk. 7
Generalforsamlinger og ekstraordinære generalforsamlinger kan foretage ændringer i foreningens vedtægter, når mindst 2/3 af de mødte medlemmer stemmer herfor.

Stk. 8
Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når mindst 1/3 af bestyrelsen eller mindst 1/5 af foreningens medlemmer skriftligt fremsætter ønske derom til foreningens formand med motiveret forslag til dagsorden.

En ekstraordinær generalforsamling skal afholdes senest en måned efter, at formanden har modtaget anmodning herom. En ekstraordinær generalforsamling indkaldes pr. e-mail med minimum 8 dages varsel. Medlemmer uden e-mailadresse kan efter aftale med bestyrelsen modtage indkaldelse ved almindeligt brev.

§ 4: Bestyrelsen

Stk. 1
Bestyrelsen består på 7 medlemmer, der konstituerer med formand, næstformand, sekretær og kasserer. Suppleanter har ligeledes møde- og taleret på bestyrelsesmøderne. Herudover har ”Plant et træ” ret til en repræsentant i bestyrelsen med møde- og taleret.

Stk. 2
Bestyrelsen skal så vidt muligt holde foreningens medlemmer á jour med planer og arbejder, som falder inden for foreningens interesseområde. Bestyrelsen, der repræsenterer foreningen udadtil, afgør inden for rammen af denne vedtægt alle spørgsmål vedrørende foreningens virksomhed, samt formidler kontakt til myndigheder og andre interessenter.

Stk. 3
Foreningens økonomi tegnes af formanden sammen med mindst 1 af de øvrige bestyrelsesmedlemmer - eller af 4 bestyrelsesmedlemmer ved formandens fravær.

Bestyrelsen er berettiget til at anvende foreningens midler efter bedste skøn til fremme at foreningens formål.

Stk. 4
Foreningen hæfter udelukkende for sine forpligtelser med sin formue.

Stk. 5
Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst 4 medlemmer er til stede.

Stk. 6
Bestyrelsens beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme udslagsgivende.

Stk. 7
Bestyrelsesmøder afholdes efter formandens bestemmelse eller efter anmodning af et af de andre bestyrelsesmedlemmer.

Stk. 8
Fra bestyrelsens møder udsendes mødereferat til bestyrelsesmedlemmer og suppleanter. Mødereferatet godkendes på det følgende bestyrelsesmøde.

Stk. 9
Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden efter skøn og behov.


§ 5: Landssammenslutning  

Stk.1
Foreningen kan tilslutte sig landssammenslutninger, som er relevante for foreningens formål og virke. Ind- og udmeldelser af landssammenslutninger sker på ordinære eller ekstraordinære generalforsamlinger.

§ 6: Foreningens opløsning

Stk. 1
Opløsning af foreningen kan ske på ordinær eller ekstraordinær generalforsamling, hvor mindst halvdelen af foreningens medlemmer er fremmødte og mindst 2/3 af de stemmeberettigede fremmødte stemmer for.

Stk. 2
Generalforsamlingen træffer ved almindelig stemmeflerhed beslutning om anvendelse af foreningens eventuelle formue på opløsningstidspunktet i overensstemmelse med foreningens formål.


Vedtægterne er senest ændret på ordinær generalforsamling den 29. april 2019 og ekstraordinær generalforsamling den 20. maj 2019.

Byforeningen for Odense • Formand Sharon Fisher • info@odensebyforening.dk  • 25 71 17 91